EMNE
HVAD ER KARMA?
Karma er ofte temmelig misforstået blevet opfattet som noget hårdt og tungt, som en straf, der rammer én lige oven i hovedet
I denne måned

Hvad er karma? Karma er ofte temmelig misforstået blevet opfattet som noget hårdt og tungt, som en straf, der rammer én lige oven i hovedet. Noget i stil med antikkens græske tænkeres ide om hybris, det vil sige menneskets overmodige overtrædelse af gudernes love, og nemesis, gudernes straf for den overmodige handling. Eller som Aksel Sandemoses jantelov, hvor man bliver straffet for at indbilde sig, at man er noget særligt eller mere end andre mennesker: så er man storsnudet eller snobbet og dømt uden for fællesskabet. Sådan fungerer karmaloven ikke. Ifølge den er du nemlig noget særligt! Alle er noget særligt. Karmaloven straffer ikke, den dømmer ikke, den er tværtimod en naturlov. Det vi sender ud, kommer tilbage i en eller anden form - selv naturvidenskaben lærer os det. Ligesom årstiderne skifter efter en fast form og et mønster, så betyder karmaloven blot - at alt påvirker alt og påvirkes af alt.
At trodse karmaloven er som at knokle modstrøms op ad floden for i sidste ende at blive smidt ud i havet igen, når man i stedet kan lade sig føre med og flyde roligt ned ad floden.
Det, vi sender ud, kommer tilbage, og de tanker, vi gør os om andre, og det, vi tænker om os selv og om livet som sådan, bliver vores virkelighed.
Karmaloven ikke en hjerteløs hævner eller en brutal dommer, du skal frygte, fordi du har gjort ting forkert i dit liv eller truffet de forkerte valg. Nej, karmaloven er snarere en slags balancefunktion, der hjælper os med at indse, at universet stræber efter ligevægt og harmoni, og at der er en sammenhæng! Karmaloven er, om du vil, i realiteten bare et symptom på og et bevis for, at alt er forbundet. Alt er brudstykker og dele af noget andet, men alt kommer fra samme kilde. Karmaloven er bogstavelig talt en universalnøgle: det værktøj, som giver dig mulighed for at sætte positive ting i gang. En mulighed for vitterlig at skabe det liv og den virkelighed, du gerne vil have.
Livet har imidlertid lært mig, at de ting, vi virkelig ønsker os, sidder i hjertet. I bund og grund handler det om at kunne mærke sit hjerte slå. Hver dag. Og om at turde lytte til det og følge det.
Når du er dig selv og helt ægte, vil alt, hvad du projicerer ud til dine omgivelser være præget af positiv livsenergi. Alene din tilstedeværelse vil medvirke til at skabe et tillidsfuldt og åbent mentalt miljø for dig selv og alle, du møder på din vej. Venlighed, opmuntring og medfølelse vil stråle ud fra din person, og du vil få det samme tilbage. Det er loven om karma, at det vi sender ud, vender tilbage til os - nogle gange virker karmaloven som en boomerang, andre gange kommer de gode vibrationer, du har sendt ud, tilbage med forsinkelse. Typisk på et kritisk tidspunkt, når vi har allermest brug for det.
Vi byder velkommen til skønne Hella Joof til en ærlig og inspirerende Sjælesnak om, hvordan vi kan leve efter karmaloven og bruge karma som redskab til at åbne det, vi drømmer om og skabe os det liv, vi gerne vil have. Hella er et af de mest inspirerende og vise mennesker, jeg kender, og glæder mig derfor meget til at dele både Sjælesnakken og Hellas Reading med jer.
Med det største ønske om, at du vil skifte Janteloven ud med Karmaloven og leve efter den.
I taknemmelighed & kærlighed,
Rikke